BALTORPPLÆNEN
ET FORANDERLIGT ÅNDEHUL
Konkurrence for Ballerups nye klimapark, hvor forslaget lægger op til en rumlig, artsrig oase, der forbinder bymidten med campusområdet. En park der tilbyder en anden oplevelse end Ballerups bymidte, samtidigt som parken sikrer omkringliggende boligområder ved skybrud.
Konceptet for parken er, at lade naturen gro vildt og skabe forskellige muligheder for både at være indhyllet i og observere naturens omskiftelighed. Som kontrast til den groende natur foreslår vi at tilføre et stringent, konstrueret lag, oveni det vilde. En skarp og præcis løber skærer igennem parken i et lineært forløb som forbinder en ankomstplads med plinten. Kontrasten mellem den stringente stiforløb og det vilde fremhæver naturens foranderlighed.
LOKALITET: Ballerup
BYGHERRE: Ballerup Kommune
PÅBEGYNDT: 2022
AREAL: 12.375 m²
SAMARBEJDE: Artelia og Habitats
YDELSE: Projektkonkurrence
Nære naturoplevelser
Løberen og plinten indrammer den filtrede, artsrige natur. Herfra kan man opleve naturtyperne på afstand, i øjenhøjde og helheden i overblik. Et netværk af tilgængelige træstier sikrer, at alle kan bevæge sig igennem terræn og beplantninger med oplevelsen af kronedække og åbne englommer. Træstierne er hævet en anelse fra terrænet for at signalere, at planterne skal kunne gro frit uden betrædelse. Via trampestier kan man komme helt ind i krat og i tæt kontakt med vandet fra en platform.
Forenende forbindelser
Løberen forener klimaparken med omgivelserne, både i sin fysiske udstrækning og stoflighed. Den lyse beton fra Stationspladsen og Centrumgaden trækkes ind i parken, hvor den forenes med de røde tegl fra campusbebyggelsen, i kantning og langsgående siddeplinte. Løberen er den primære ankomst fra stationen for gående og cyklister på vej hjem, til koncert eller uddannelse. Et skår i Plinten tillader, at Løberen kan lande i en lille plads med opholdstrappe som forbinder til det hævede campusplan.
På plinten er forholdet mellem det byggede og det groede vendt på hovedet. En serie af præcist afgrænsede bede fastholder plantningerne, så der skabes regulære rum til indtagelse på forskellig vis. De rektangulære bede orienterer sig imod plintens kant, som flankeres af pergolaer der skaber orientering mod parken og opholdsrum. Vandet er inddraget som et sanseligt element i den nordlige del af plinten, når arealet ikke benyttes til arrangementer. Vandforstøvning og stråler stiger fra fladen, som en invitation til leg.
Søen er et vigtigt stemningsgivende element som samtidig skaber mikroklima for arter og klimasikrer lokalområdet. Regnvand fra nye bebyggelser og belagte flader ledes via render og terræn til søen, som har kapacitet til at håndtere en 5-års hændelse. Ved skybrud oversvømmes større dele af parken, så boligområder sikres ved en 100-årshændelse.