FORANDRINGSPLANEN HØRGÅRDEN
FORBINDELSER PÅ TVÆRS AF BYEN

 
 

Hørgården er et alment etagebyggeri og ligger som en centralt placeret lomme blandt områdets attraktioner, der består af Amagerbro, Amager Fælled og Ørestad Nord. Forandringsplanen for Hørgården skal transformere det i dag lukkede og indadvendte byggeri til et aktiv, der understøtter et mere mangfoldigt bybillede. Initiativet fokuserer på forbindelser for bløde trafikanter på tværs af Hørgården og skal styrke bylivet og den sociale bæredygtighed.

Strategi for forbindelser og koblinger understøtter det mangfoldige byrum

De omkringliggende kvarterer byder på forskellige beboersammensætninger samt rumlige kvaliteter og attraktioner. Omkring Hørgården findes der både rekreative grønne arealer som parker og Amager Fælled, boliger, institutioner og småerhverv på Amagerbro samt haveforeninger og enfamiliehuse syd for området. Variationen i rekreative, kulturelle og kommercielle funktioner ligger til grund for den dertilhørende demografiske spredning. Mangfoldigheden er en stærk kvalitet for byen, og derfor skal den understøttes. Hørgården skal i den sammenhæng facilitere et tværgående fodgænger– og cykelflow, der på intuitiv og sikker vis forbinder de forskellige tilstødende områder og funktioner.

 

Byrumsprincipper for at sikre det velfungerende område

LOKALITET: København S
BYGHERRE: Københavns kommune
PÅBEGYNDT: 2022
AREAL: 70ha (strategi) 7.900 m² (skitseprojekt)
YDELSE: Analyse, strategi og skitseprojekt

 
 

Byrumsprincipper for beplantning: Behagelige rammer, der tiltrækker byens mange forskellige borgere, er første skridt mod en socialt bæredygtig by i og omkring Hørgården. Beplantningsstrategier skal tage højde for det gode mikroklima, varierende sanseindtryk og god orientering. Beplantninger prioriteres over belægninger. Det være sig i det små, hvor uudnyttede arealer tilplantes, og i større skala, hvor der skal planlægges for sammenhængende volumener.

 
 
 
 
 
 

Byrumsprincipper for tryghed: Følelsen af tryghed skaber grobund for gensidig respekt og sameksistens. Med styrkelsen af Hørgårdens tilknytning til de omkringliggende kvarterer vægtes byrumsløft, der skaber større tryghedsfølelse for brugerne. Sigtbarhed, god orientering, heterogene byrumsforløb og invitationer til ophold er nøgler som understøtter følelsen af tryghed.

 
 
 

Byrumsprincipper for forbindelser: For at forbinde Hørgården bedre med de omkringliggende boligkvarterer, må rammerne understøtte flere strømninger af bløde trafikanter på tværs af skel. Det skal være nemt for cyklister og gående at navigere i byrummene. Det sikres med et tydeligt hierarki i infrastrukturen, som prioriterer flydende bevægelser. Målet er at skabe incitament for at vælge dem. Forbindelserne krydser grænserne mellem byrum, bebyggelser og kvarterer. Den rumlige orientering styrkes via skiltning, pejlemærker og differentiering i flader.

 
 
 
 

Byrumsprincipper for koblinger: Forbindelserne mellem Hørgården og omgivelserne sikrer, at cyklister og gående kan færdes i sammenhængende forløb. For at styrke forbindelsernes forløb, kobles de sammen de steder hvor de i dag er brudte. Koblingerne er inddelt i tre skalaer; small, medium og large, hvilket repræsenterer omfanget af de arkitektoniske og funktionelle greb, de hver især rummer. Nærværende byrumsprincipper samt ovenstående byrumsprincipper for tryghed og beplantninger er styrende for den arkitektoniske udvikling af koblingerne.