FREMTIDENS BRØNDBY STRAND
Forslag for åbning og udvikling af et modernistisk hovedværk
I et bredt fagligt samarbejde har vi udviklet et forslag til en udviklingsplan for Brøndby Strand med visioner for nye sociale fællesskaber, et styrket kulturliv, øget mobilitet, gennem udbygning af eksisterende beplantningsstrukturer, nye boligtilbud og dannelse af mindre kvarter-identiteter. Alt sammen med et udtalt afsæt i bydelens iboende værdier og potentialer. Konkurrencen har haft form som parallelopdrag, hvor tre teams er blevet inviteret til at deltage.
Eksisterende forhold og udfordringer omkring Esplanadeparken
Vores forslags hovedgreb tager et grundlæggende afsæt i en analyse af de voldsomme fysiske barrierer, der findes i bebyggelserne langs Esplanadeparken – et over 2 km langt nedsænket parkforløb, som udmærker den modernistiske plan. En fremtrædende trafikdifferentiering med terrænspring på 3 til 4 meter har medført lange, lige vejstrækninger, der gennemskærer og opdeler bydelen, og som dermed begrænser mobiliteten og overskueligheden. Det er her vi finder det største reparationspotentiale og kimen til en grundlæggende og markant forandring af bydelen.
Et hovedgreb med fintmaskede forbindelser, nye sanselige rum og et opgør med monotonien
LOKALITET: Brøndby Strand
BYGHERRE: Brøndby Kommune
SAMARBEJDE: Tegnestuen Vandkunsten, Niras, ICP, Cushman & Wakefield | RED, SUBSTRATA, Claus Bech Danielsen
YDELSE: Parallelopdrag, strategisk udviklingsplan
PÅBEGYNDT: 2021
AREAL: 4,5 km2
Vores hovedgreb bygger på en afvikling af trafikdifferentieringen, så det trafikale hovedstrøg nord for Esplanadeparken kommer i niveau med gående og cyklende for et mere synligt liv og nye uformelle mødesteder. Tanken bag den terrænmæssige åbning af landskabet, er at muliggøre nye nord-sydgående forbindelser, der kan bidrage til en mere fintmasket grøn struktur, der kan trække naturen ind fra både nord og syd. Forbindelserne på tværs af bydelens kvarterer letter også mobiliteten og trygheden med åbne gang- og cykelforbindelser, der krydser igennem hele Brøndby Strand, fra beplantningsbæltet i nord til strandparken i syd. Planen gør op med den overdimensionerede skala med de lange, lige stræk og introducerer slyngede forløb af veje og stier, der nedbringer hastigheden trafikalt og inddeler bydelen i mindre kvarterer og naboskaber, der podes med nybyggeri af forskellig karakter.
Udfoldelsen af Esplanadeparkens potentialer betyder, at bydelen tildeles et grønt byrum med kvaliteter, der kan fuldende paletten for rekreative anvendelsesmuligheder i området. Nord og øst for bydelen finder man et bælte af skov, der har stort potentiale for friluftsaktiviteter såsom løb, ridning, cykling etc. Syd for findes Strandparken, der udgør et naturpræget bindeled mellem byen og lystbådehavnen. Her vi forslår udviklingen af et maritimt center, der faciliterer alskens former for vandsport og fremmer en stærkere kobling mellem bydelen og havnen. Esplanadeparken skal som det centrale og sammenbindende, rekreative rum fremme fællesskaberne med aktiviteter, der samler forskellige brugergrupper. De nye tværgående forbindelser bliver både samlende for bydelen og det, der åbner området op for omverdenen.
Den nye skole vil udgøre kernen i identitetsdannelsen af bymidten og fungere som et kulturelt drivværk, der griber ud i omgivelserne og aktiverer byrummene.
Ny, samlende bymidte med forbillede i gamle købstæder
Et andet greb i planen er en erstatning af områdets bymidte, der forankrer eksisterende institutioner såsom kirken, stationen og kulturhuset Brønden i den urbane sammenhæng og introducerer to nye hovedstrøg, en ny skole og daginstitution, et nyt lægehus og et nyt butiksmiljø med gader og stræder inspireret af de gamle købstæder. Den nye skole vil udgøre kernen i identitetsdannelsen af bymidten og fungere som et kulturelt drivværk, der griber ud i omgivelserne og aktiverer byrummene. Skolen og dens forbindelser er placeret, så eleverne ikke behøver krydse nogle veje på deres vej til og fra skole. Resultatet af bymidten er et loop, der udspringer fra Stationspladsen og favner både detailhandel, institutioner og kulturkræfter og dermed giver disse en landskabelig side, der relaterer dem til Esplanadeparken og resten af bydelen.
Parallelopdrag for et samlet bud på en hensigtsmæssig byudvikling
Brøndby Kommune inviterede i 2021 tre tværfaglige teams til at deltage i et parallelopdrag for udviklingen af Fremtidens Brøndby Strand. Opgaven lød på udarbejdelsen af en udviklingsplan bestående af et helhedsgreb, der rummer en fysisk plan, en strategisk plan, en økonomisk plan og en tids- og etapeplan. Som del af Team Vandkunsten har vi deltaget i konkurrencen og givet vores bud på en visionær udviklingsplan. Her har vi haft særligt fokus på nye sammenhænge og forbindelser, og dermed ny mobilitet, bundet op på nyudviklede rumligheder med plads til nye aktiviteter. Hertil er der skabt rum for nye boligformer og -typer og grundlag for en ny identitet i samspillet mellem det nye og det eksisterende.
Brøndby Strand var, da det stod færdigt i 1974, det hidtil største boligprojekt i Danmark og står i dag som et af modernismens ikoniske flagskibe for den helhedsplanlagte by. Som levende kulturarv har bydelen et berettiget grundlag for en stærkt situeret udvikling, der bevarer og styrker det, der fungerer, men som også griber ind overfor forhold, der fortjener at blive gentænkt.