0014752.jpg
 

Klimaskolen

 

Lindebjergsskolens ønske om at være en klimaskole, hvor lokal afledning af regnvand indgår som en synlig del af skolens profil, er imødekommet gennem et udviklingsprojekt udført i samarbejde med partnerskabet ’Vand i byer’.

Visionen er, at børnene skal lære om vandets vej gennem leg og kropslig udfoldelse i landskabelige rammer. Vi har lagt vægt på relationen til det omkringliggende landskab, hvor blandt andet indsamling af planter indgår som en del af undervisningen. De frie rammer skaber et inspirerende og behageligt arbejds- og læringsmiljø for skolens elever og medarbejdere.

Med vandets cykliske forløb som hovedgreb, understøttes læringen om vandet som element i relation til klimaet. Vi har anlagt et forløb, som opsamler regnvandet på forskellige måder. Fra tagene ledes vandet via render til et forsinkelsesbassin, regnbede og underjordiske beholdere. Renderne er udformet med varierende taktile fliseelementer som gør, at vandet strømmer på forskellig vis.

Børnene kan selv styre vandets løb gennem sluser og en pumpe, som opfylder forsinkelsesbassinet, der er udformet som et topografisk kort over Roskilde Fjord. Fra forsinkelsesbassinet finder vandet vej via et overløb til regnbede og naturlige grøfter, som skolens elever har været med til at tilplante. En multibane med parkourelementer fungerer som skybrudssikring ved ekstremregn. De mange forskellige elementer skaber en samlet fortælling, der formidler vandets bevægelse samtidig med, at forskellige former for social interaktion kan udfolde sig. 

 

LOKALITET: Roskilde
BYGHERRE: Vand i Byer
SAMARBEJDE: Rørcentret Teknologisk Institut
YDELSE: Dispositionsforslag, projektforslag, myndighedsprojekt, hovedprojekt, fagtilsyn
PÅBEGYNDT: 2013
AREAL: 4500 m²

 
 
0014747.jpg
0014754.jpg
0014673.jpg