lommepark021.jpg
 
 

Majporten

 

Majporten på Amager er Københavns første byhave og et lille frodigt parkrum omkranset af lokale veje og boligkarréer. Byhaven er en nyfortolkning af et klassisk haveanlæg, hvor beplantningen fungerer som et socialt tiltag der styrker ejerskab og fællesskabsfølelsen. Vi har transformeret klassiske haveelementer til et nutidigt, lokalt forankret koncept.

Det arkitektoniske hovedgreb består af diagonale grusstier med asymmetrisk kantning. De skaber forbindelser på tværs af anlægget samtidigt med, at der skabes mindre pladsdannelser til ophold. Langs stierne er højbede med stauder, krydderurter og frugtbuske til fælles benyttelse. Stierne mødes under en høj pergola hvorunder mindre trædæk tilbyder sig som sidde- og liggemøbler. Trædækkene er sammenbyggede med højbede, som skaber en ryg mod omgivelserne og læ til opholdet.I byhavens ene ende er der anlagt beboerhaver i højbede af cortenstål, mens der er plantet en frugtlund i den anden ende.

Vi har indrammet byhaven med en nytolkning af det genkendelige havestakit, i sort pulverlakeret aluminium med beklædning i varierende højder, så det fremstår levende og dynamisk.

Majporten fungerer som have for boligkarréens beboere, men er også en lille grøn oase som forbipasserende har lov at gå igennem eller opholde sig kortvarigt i, som man gør det som gæst. Beboerne har indtaget byhaven, som de føler stort ejerskab for. De tager sig af plejen af bedene på de offentlige arealer, hvilket har betydet mindre arbejde for driften.

 

LOKALITET: København S
BYGHERRE: Københavns Kommune
YDELSE: Dispositionsforslag, hovedprojekt, fagtilsyn, projektopfølging
PÅBEGYNDT: 2011
AREAL: 1700 m²

 
 
lommepark003.jpg
lommepark035.jpg
lommepark007.jpg