Untitled-1.jpg
 

Rolighedsvej

 

I Ballerup bygger DADES 120 nye familieboliger. På basis af ønsket om attraktive opholdsarealer der øger det sociale liv, den trygge hverdag og en stærk ansvarsfølelse, har vi tegnet landskabet omkring bebyggelsen.

Det arkitektoniske hovedgreb er en homogen bygningskrop bestående af forskudte kuber. Det grønne islæt er en stor del af bebyggelsens fremtoning, hvilket går i spænd med det stærke fokus på det sociale liv i fællesarealerne. Med røde teglstensfacader er bebyggelsen indpasset i Ballerups midtbys materialitet.

Bebyggelsen er organiseret omkring et centralt gårdrum, der med sit terrænfald fremstår afgrænset og privat samtidig med, at tre grønne portåbninger sender et imødekommende signal ud mod Rolighedsvej. Gårdrummet er en central del af det daglige flow, hvor beboerne møder hinanden på kryds og tværs. Langs de indre facader har vi placeret private terrasser, med visuel kontakt til den fælles gård. Prydbuske og stauder inddeler gårdrummet i mindre rumligheder, hvorfra årstidernes skiften kan opleves. Her er aktiviteter og leg, som appellerer til forskellige behov og præferencer.

På taget har vi med en fælles terrassehave skabt mulighed for, at beboerne kan mødes over middagsselskaber, større begivenheder, dyrkning af afgrøder og afslapning med kig til himlen. Beboerne kan leje højbede og indtage taget som et kreativt fællesrum. Der etableres store væksthuse, hvoromkring nicher med udekøkkener, højbede og ophold er organiseret mellem plantebede.

 

LOKALITET: Ballerup
BYGHERRE: Dades
SAMARBEJDE: AI Arkitekter & Ingeniører, Niras,
YDELSE: Dispositionsforslag, projektforslag, myndighedsprojekt, hovedprojekt, fagtilsyn
PÅBEGYNDT: 2017
AREAL: 11.500 m²