Skolen ved Sluseholmen
grønne rammer for børn og lokale beboere
I Københavns nye, attraktive bydel, Sluseholmen, skaber vi for Københavns Kommune udearealerne til en ny skole, der får naturen som omdrejningspunkt for både undervisning og rekreation. Skolen opføres i totalentreprise med stor kompleksitet i placering og anvendelse og skal fungere dels som læringsmiljø for 840 skolebørn dels som et attraktivt samlingspunkt for områdets beboere med udendørsfaciliteter, sports- og kulturtilbud.
Naturen som fagligt og rekreativt omdrejningspunkt
Visionen er en grøn byskole, hvor naturen fra den nærliggende Amager Fælled trækkes ind i skolen, og skolen rækker ud mod naturen. Det realiserer vi bl.a. ved at tilplante skolens tagterrasselandskab med arter af træer og buske, som findes på Fælleden i dag, og ved at etablere højbede til dyrkning af grøntsager. Vandrender håndterer regnvandet, som også kan indgå i børnenes leg og læring.
Åben skole inviterer bydelen ind
Udover det stærke fokus på naturen er skolens uderum udformet med fokus på de sociale og dannende forpligtigelser folkeskolen har, samtidig med at skolen kommer til at fungere som et centralt bindeled mellem fælleden, havnen og den nye bydel.
En stor landskabstrappe skaber forbindelse fra gadeplan til skolens tag og giver uden for skoletid områdets beboere adgang til tagterrasserne, der kommer til at fungere som et unikt, grønt fællesrum i den tætbebyggede by præget af smalle passager og kajkanter.
Sluseholmens Skole forventes at står klar til indflytning i januar 2024.
LOKATION: København SV
BYGHERRE: Københavns Kommune
SAMARBEJDE: JJW Arkitekter, Keingart
INGENIØR: AB Clausen A/S, JL Engineering A/S og Via Trafik A/S
TOTALENTREPRENØR: BAM Danmark A/S
ØVRIGE RÅDGIVERE: Gade & Mortensen Akustik A/S, Keingart ApS, og BAM Utiliteitsbouw.
YDELSE: Konkurrenceforslag, dispositionsforslag, projektforslag, myndighedsprojekt, hovedprojekt, fagtilsyn.
AREAL: 8.200 m2
PÅBEGYNDT: 2019
Den grønne skole
På tagfladerne danner fælledbeplantningen en frodig beplantet bræmme langs bygningens kant og som ramme omkring vandets forløb. Udtrykket langs kanalen og i byrummene er en landskabelig urbanitet med mere stringente linjer.
Vandets bevægelse
Fortællingen om vandets kredsløb er rammen for et landskabeligt forløb fra bygningens top til bund. Regnvand opsamles i et betontrug, som slanger sig ned ad bygningens forskudte tagflader.
Bevægelse
Landskabet lægger op til forskellige bevægelsesforløb, alt efter formål og humør. Landskabets niveauer sammenkobles både af trapper og vertikale legeforbindelser, hvor børnene kan rutsje og klatre fra den ene tagflade til den anden.
Zoner
Landskabet er bygget op omkring fire sammenhængende flader – én i terræn og tre i niveau med bygningens forskydninger. De fleksible rum skaber relationer mellem inde og ude.