Staldgade
Som et krydsfelt mellem tid og anvendelse, rummer Staldgade en række forskellige funktioner, der skal kunne fungere side om side i det smalle gaderum. I forbindelse med etableringen af nyt kloaksystem har vi gennemført en gaderenovering, så logistikken går op med de kulturhistoriske lag og Kødbyens pulserende kulturliv.
Staldgade huser en bred vifte af funktioner fra lager og engrosvirksomheder til café, træningscentre, teater, gallerier, børnemadhus og andre kulturelle virksomheder. Den varierende aktivitet medfører et levende byliv i gaden, der benyttes til både hverdag og fest, hele året rundt.
Gaden ligger på grænsen mellem forskellige tiders udbygninger af Kødbyen. Vi har omlagt gaden fra at være en blanding af 1870’ernes kvægtorv og 1930’ernes udbygning, til at have et sammenhængende funktionelt forløb, med respekt for stedets iboende æstetik.
Gaderummets nye profil rummer en asfalteret vejbane, anlagt med vejbump som er kantet af brosten. Langs facader har vi etableret fodgængerarealer belagt med granit. De to fortovsforløb har hver sin profil, tilpasset de tilstødende funktioner. Den nord-østvendte facadeside rummer indgangspartier til en række kulturelle tilbud. Her er fortovsarealet bredt og rummeligt, så der er plads til trappeanlæg, skiltning, indgangspartier, møblering og cykler.
Den modsatte side består af gamle stalde, hvis dybe tagudhæng har været problematisk for de varevogne, som kører i gaden. En række specialdesignede betonkuber langs staldfacaderne sikrer tagudhængene fra påkørsel af lastbiler. Kubernes udformning og placering på solsiden giver dem en funktion som byrumsmøbel, der benyttes af gadens gæster til ophold og træning.
LOKALITET: København V
BYGHERRE: Københavns Ejendomme
YDELSE: Dispositionsforslag, projektforslag, myndighedsprojekt, hovedprojekt, fagtilsyn, byggeledelse
PÅBEGYNDT: 2016
AREAL: 2800 m²